54-årig mand får anbringelsesdom efter drab på campingplads

54-årig psykisk syg mand fra Vejle idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling efter drab ved campingplads i maj sidste år.

En 54-årig mand har tirsdag fået en anbringelsesdom ved Retten i Esbjerg for drab og drabsforsøg på en campingplads i Vejers Strand, skriver JydskeVestkysten tirsdag eftermiddag.

En 64-årig mand blev stukket ihjel. Også en 69-årig blev udsat for knivstik. 

Stjerne Camping ved Vejers Strand blev sidste maj sat på den anden ende, da to gæster blev stukket ned med kniv.

Den ene gæst afgik kort efter ved døden, mens den anden blev indlagt med stiksår i brystet og i ryggen. Denne person døde nogle måneder senere.

Mandag begyndte det retslige efterspil ved Retten i Esbjerg. Her var den formodede gerningsmand - en 54-årig psykisk syg mand - tiltalt for drab og drabsforsøg. 

Tvangsanbringelse betyder, at den dømte skal anbringes på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et institution for personer med mentale handicap.

Erstatning til pårørende

Den 64-årige fynbos pårørende får en erstatning på 696.000 kroner.

Det andet offer døde, da han var 70 år. Hans pårørende får en erstatning på 5800 kroner, da manden døde en naturlig død, dog efter svækkelse som følge af en fjernet milt. 

JydskeVestkysten citerer retsformanden for, at det nu er op til mandens pårørende eventuelt at lægge sag an for at få erstatningen forhøjet.

Politiet frikendt

Allerede aftenen inden overfaldet kontaktede campingpladsens ejer politiet to gange, fordi man mente, at den dengang 53-årige viste tegn på at være psykisk syg.

Efter at have undersøgt opkaldene nærmere i maj, oplyste politiet, at det på baggrund af oplysningerne givet i samtalerne ikke var politiets vurdering, at manden var så psykisk syg, at han kunne tvangsindlæggelses.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har ifølge JydskeVestkysten afvist en klage over politiets håndtering i forbindelse med lejrchefens bekymring.