55-årig kvinde fra Kolding efterlyses stadig

Sydøstjyllands Politi intensiverer søndag eftersøgningen af den 55-årige Lene Eriksen, der er bortgået fra sin bopæl på Elsdyrvej i Kolding fredag aften omkring kl. 19.00. Politiet frygter for  hendes helbred, og beder derfor offentligheden om hjælp.

Lene Eriksen beskrives således:

Kvinde, 55 år, 170 cm høj, slank til almindelig af bygning. Kort mellemblondt hår. Bærer ovale briller med rødt stel.
Iført lang lysebrun kameluldsjakke med knapper, Ecco vandrestøvler. Ikke yderligere oplysninger om påklædning.

Trækker på højre ben og ryster lidt på højre arm efter en hjerneblødning sidste år.

Sydøstjyllands politi har fredag og lørdag foretaget eftersøgning med blandt andet hunde. Eftersøgningen fortsætter søndag med op mod ti hundeptruljer og flere almindelige patruljer. Eftersøgningen foregår først og fremmest ved Kolding Fjord og skovene omkring Kolding.

Også hjemmeværtnets skib er sat ind i eftersøgningen og patruljerer langs fjorden det meste af søndagen.

Lene Eriksens mand, Peter Eriksen, har søndag formiddag samlet naboer og familie for at deltage i en privat eftersøgning.
Peter Eriksen formoder at hans kone har mistet orienteringen eller fået endnu en hjerneblødning under en gåtur fredag aften. Han frygter hun ligger hjælpeløs et sted i skoven ved Kolding.