58-årig lå død i flere dage

To gange vendte hjemmehjælpen om, da en borger ikke åbnede døren. Det viste sig, at han lå død inden for.

Manden, der er fra Vorbasse og 58 år, fik hjælp til personlig pleje.

To dage i træk åbnede han ikke døren, hvorefter hjemmehjælpen gik videre. Først den tredje dag, da der ikke blev åbnet, kontaktede hjemmehjælpen mandens familie, skriver billundonline.dk.

Det viste sig, at han havde ligget død i hjemmet alle dagene.

Lisbeth Schmidt, der er ældrechef i Billund Kommune, beklager:

? Vi har ikke overholdt proceduren, som siger, at hvis vi kommer til en låst dør, så skal vi ringe til borgeren. Hvis vi ikke får fat i vedkommende, så skal vi ringe til pårørende. Er der stadig ingen kontakt, så skal ledelsen kontaktes, og der skal tages stilling til de efterfølgende skridt. Det er ikke sket her, og det er dybt, dybt beklageligt, siger Lisbeth Schmidt til billundonline.dk.

Ifølge hende var det sket flere gange tidligere, at den 58-årige mand var taget på en køretur, når hjemmeplejen kom. Og derfor regnede hjemmehjælpen med, at det var sket igen.

? Men det er bare ingen undskyldning. Vi skal følge føromtalte procedure, sådan er det bare ? også selvom der er tale om så ung en borger med fuld førlighed og mobilitet, siger Lisbeth Schmidt til billundonline.dk.

Episoden fandt sted i april.