6-årige Sille gav Dronningen blomster

6-årige Sille fik sig en stor oplevelse, da hun overrakte blomster til dronning Margrethe, der har taget hul på sit sommerophold i Gråsten.

Da Dronningen torsdag ankom til Gråsten, var der nok specielt én, der var lidt mere spændt på besøget end andre. 6-årige Sille Vogt Muurholm havde nemlig fået æren af at overrække en blomsterbuket til majestæten.

- Jeg blev meget glad, da jeg blev spurgt, for det er der ikke så mange, der oplever, siger blomsterpigen.

Hun havde heller ikke svært ved at sætte ord på, hvordan det korte møde med Dronningen havde været.

- Det var sjovt.

Dronningens beklædning var også noget, der blev lagt mærke til.

- Det var flot på grund af farverne, en af dem var min yndlingsfarve, det var pink, siger Sille Vogt Muurholm.

Silles mor, Jette Vogt Muurholm, fortæller, at datteren ikke havde været nervøs, men havde glædet sig rigtig meget.

- Vi har set på billeder af andre blomsterpiger, der gav blomster, så vi vidste lidt om, hvordan det så ud, og hvad man skulle, fortæller hun.

Borgmester: Man kan ikke undervurdere betydningen

Ved Dronningens ankomst stod Sille Vogt Muurholm side om side med Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (soc.dem.), der er rigtig glad for, at dronning Margrethe stadig vil holde sin ferie i Gråsten og tager familien med.

- Bare det, at de er her, og man ser vagtskiftet, og de engang imellem kommer ud og for eksempel blander sig med ryttere på rideskolen. Det gør, at folk vil til Gråsten og lige opleve atmosfæren og måske få et glimt. Så det betyder meget for Gråsten hele sommeren, at der er det her liv. Det giver omsætning, og det giver noget til selvforståelsen,  siger borgmesteren.

Han er heller ikke sen til at påpege kongehusets historiske betydning for Sønderjylland.

- Man skal ikke undervurdere, hvor stor betydning kongehuset har i Sønderjylland. Nu er nærmer vi os genforeningsåret. Det vil cementere det tætte forhold til kongehuset, som også i høj grad vil være med i markeringen, ved jeg. For mange familier i Sønderjylland er det stadig noget særligt og ingen selvfølge, at vi har et kongehus, som det vi har, siger borgmesteren. 

Her kan du læse, hvad Dronningen blandt andet skal bruge tiden på under i ophold på Gråsten Slot.

 
Video: Esben Kock Jensen