60-året for venskab over grænsen fejres

Søndag er det 60 år siden, København-Bonn-erklæringerne blev skrevet under. De har været grundlag for et unikt samarbejde over den dansk/tyske grænse, hvor tyskere og danskere lever fredeligt med hinanden.

Ved den dansk/tyske grænse kan de noget særligt. i 60 år har danskere og tyskere levet side om side på begge sider af grænsen, uden det har været årsag til store konflikter.

Det danske mindretal i Tyskland og det tyske mindretal i Danmark er eksempler på, hvordan politikerne for seks årtier siden sørgede for, at ingen blev tvunget ud i et statsborgerskab, de ikke ønskede. De mennesker, der boede i grænselandet kunne selv vælge, hvor de ville høre til, og det kan de stadig den dag i dag.

- Det specielle ved København-Bonn-erklæringerne er jo, at vi her, med udgangspunkt i, at vi har haft en betændt situation efter 2. Verdenskrig nord og syd for grænsen, har fundet en løsning, der, med ganske få virkemidler, har kunne skabe en holdbar mindretalsmodel, siger Jørgen Kühl, der er medlem af det danske mindretal og rektor på A.P. Møller-skolen i Slesvig.

Tresåret for det, der populært kan kaldes for grundloven for det danske og tyske mindretal, bliver fejret i Berlin torsdag, hvor TV SYDs journalist Søren Vesterby følger begivenhedernes gang. Han rapporterer fra den tyske hovedstad i TV SYDs udsendelse torsdag klokken 19.30.