TV der bevæger dig

Misbrugssag fra Vejen: 63-årig far fire år i fængsel for misbrug af 6-årig steddatter

En far fra Vejen skal i fængsel for at have misbrugt sin dengang 6-årige steddatter. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

63-årig mand fra Vejen misbrugte sin 6-årige steddatter i et halvt år for 28 år siden. Det kostede ham fredag fire års fængsel ved Retten i Esbjerg.

Den 63-årige mand fra Vejen skal fire år i fængsel for at misbruge sin dengang 6-årige steddatter seksuelt gennem godt et halvt år i 1990 og 1991.

Retten i Esbjerg finder det bevist, at den 63-årige mand i perioden fra december 1990 til juni 1991 flere gange har haft samleje med steddatteren. Samtidig er han kendt skyldig i flere gange at have fået datteren til at sutte på sit lem, nogle gange tvunget pigen til det ved brug af vold. Moren blev frifundet på dette punkt, fordi kun et mindretal blandt dommere og nævninge mente, at hun var vidende om forholdene og dermed handlepligt som mor og omsorgsperson.

Et flertal på otte blandt dommere og nævninge idømte den 63-årige mand fire års fængsel. Han skal samtidig betale 30.000 kroner i erstatning til sin steddatter og selv betale en tredjedel af sagens omkostninger.

Den 63-årige mand modtog dommen, mens anklagemyndigheden nu vil gå i tænkeboks i forhold til at anke kendelsen til landsretten. 

Inden dommere og nævninger trak sig tilbage for at afgøre skyldsspørgsmålet, fik den 63-årige mulighed for en sidste bemærkning.

- Jeg har ikke noget at sige rigtigt. Jeg synes, det er gået fint her, sagde han og pegede på sin forsvarer.

Svigtende helbred

Før anklager og forsvarers procedure i Retten i Esbjerg, fik hans forsvarer Allan Sørensen lov til at stille faren et par spørgsmål om hans helbred og økonomiske situation.

Den 63-årige forklarede, at han har svigtende helbred. Han lider af sukkersyge og KOL og ligger meget ned. 

Samtidig fortalte han om, hvordan parrets økonomi har udviklet sig siden anholdelse for 18 måneder siden.

- Villa og bil, alt er væk i dag. Det sørgede politiet elegant for, da vi blev anholdt. Nu er der også lukket for penge, forklarede han i retten, mens han nikkede i retning af de politifolk, der opholdt sig i retslokalet.

Det kom iøvrigt frem under retsmødet, at den 63-årge var blevet anholdt for spirituskørsel fire gange - uden at have kørekort.

Han har siden omkring 30-års alderen haft et alkoholmisbrug.

Tillukket og usikker

Mentalundersøgelsen af faren viser ifølge anklager Rikke Brændgaard-Nielsen, at den 63-årige mand er strafegnet. Han er normalt begavet, dog i den nedre del af området, som af eksperter betegnes som "sinke-området". Satidig har han en nedsat evne til at forstå sig selv.

Psykologen, som har foretaget mentalundersøgelsen, beskriver ham som tillukket og med en indre usikkerhed i samvær med andre.

Faren blev ved fredagens retsmøde frikendt i 16 ud af 17 anklagepunkter i anklageskriftet. Han har under hele retssagen, der har forløbet over ni dage i Retten i Esbjerg, erklæret sig uskyldig i alle anklagepunkter.

Anklageskriftet omfatter 17 forhold. 13 af dem vedrører seksuelle overgreb af forskellig karakter, mens fire af anklagerne handler om vold og trusler. Det drejer sig om forhold, der fandt sted i årene 1987 til 1993. De fire børn er i dag 35, 34, 31 og 30 år gamle. de har givet meget forskellige forklaringer om, hvad de har oplevet for mere end 25 år siden. 

Læs også Misbrugssag fra Vejen: Far findes skyldig i voldtægt, mens moren frifindes

Læs også Misbrugssag fra Vejen: Mor kan se frem til erstatning på 400.000 kroner

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App