64-årig mand efterlyses

På trods af henvendelse fra et vidne efterlyser Sydøstjyllands Politi stadig den 64-årige Vagn Østerlund Mortensen, som forsvandt fra sit plejehjem torsdag.

Sydøstjyllands politi efterlyser den 64 årige Vagn Østerlund Mortensen, der forlod plejecentret Sandbjerg i Thyregod ved Give torsdag formiddag.

Torsdag gennemsøgte Sydøstjyllands politi området omkring Thyregod med hundepatruljer og helikopter, men uden at finde den forsvundne mand. Heller ikke en henvendelse fra en borger torsdag aften har hjulpet dem til at finde frem til Vagn Østerlund Mortensen.

- Vidnet har set manden om formiddagen på Vesterlundvej, og har ikke tænkt videre over det. Det er først da han ser eftersøgningen om aftenen, at han kommer til at tænke på, at det er den mand, han har set, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Duus, til TV SYD.

- Vi er ikke kommet nærmere at finde Vagn Østerlund Mortensen, men vidnet har bekræftet os i, hvilken vej han er gået, siger Jesper Duus.

Politiet opfordrer til, at borgere i Thyregod gennemgår deres haver, redskabsskure osv., da Vagn Østerlund Mortensen kan have søgt tilflugt der.

Vagn Østerlund Mortensen er omkring 170 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, har gråt hår og er iført blå joggingtrøje og sorte joggingbukser. Derudover er han dårligt gående og kan ikke klare sig selv.

Oplysninger i sagen kan gives på tlf. 114.