67-årig mistede livet ved motorcykelulykke på motorvej

En 67-årig mand fra Horsens har mistet livet ved en motorcykel-ulykke på motorvej E 45 ved Lund. Han var ved at tage kørekort til motorcykel og øvede motorvejskørsel, da han kom i slinger og væltede.

Ulykken skete i nordgående retning lidt nord for afkørsel 56 Horsens Vest ved Lund mandag eftermiddag kort efter kl. 17, hvor motorcyklisten kom i slinger efter en overhaling og væltede.

Med en kørelærer i bil bag dem kørte den 67-årige sammen med en anden motorcykel-elev øvelseskørsel på motorvejen og ulykken skete i forbindelse med en overhaling af en lastbil. Den 67-årige kørte bag efter den anden elev og begge trak ud og overhalede lastbilen.

Der er tale om 67-årig mand fra Horsens, som var død ved ankomsten til sygehuset, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Det skal nu klarlægges om den 67-årige fik et ildebefindende eller et hjertetilfælde under kørslen - eller om han mistede livet som følge af ulykken, siger vagtchef Svend Pedersen,  Sydøstjyllands Politi, tirsdag morgen til TV SYD.