7-årig pige truet af stor tyv

En tyv truede i weekenden en 7-årig pige under et indbrud , da han forsøgte indbrud i et hjem på Østergade i Vamdrup. Tyven stak af uden udbytte.

- Indbrudsforsøget skete på et lidt atypisk tidspunkt, fortæller vicepolitikommissær Kaj Hundrup, lokalpolitiet i Kolding, nemlig lørdag kl. ca. 13. Pigen var kortvarigt alene, da gerningsmanden kom ind i huset.

- Han truer pigen mundtligt, og da han var temmelig stor - ca. to meter - og har en stor kniv i bæltet, er det en chokerende situation for den lille pige.

Tyven er kommet ind i huset, da han opdager den 7-årige. Efter at have truet hende, løber han ud af huset og kører væk i en hvid varebil.

Den har bogstaverne EH på nummerpladen.

Tyven beskrives som 195-200 cm høj. Han er kraftig af bygning, har brunligt kort hår, skægstubbe og er tatoveret på halsen. Han var iført sort tøj. Pigen fortæller også, at han havde en sølvhalskæde.

- Vi er meget interesserede i at høre fra folk, som har set noget omkring kl. 13.15, siger Kaj Hundrup. Politiet kan som altid kontaktes på telefon 1-1-4.