TV der bevæger dig

70 pct. flere børn får ADHD-medicin

70 pct. flere unge får ADHD-medicin i Region Syddanmark. (Colourbox) Foto: colourbox.com

Er børnene urolige, så kan de få en pille. De seneste seks år er antallet af børn i alderen 5-14 år som får ADHD-medicin i Region Syddanmark steget med 70 procent fra 1008 børn i 2007 til 1724 i 2012.

Det viser tal fra Statens Seruminstituts lægemiddelstatistik, medstat.dk, som DR Syd er kommet i besiddelse af. Der er mere fokus på sygdommen i samfundet, og derfor også flere, der får medicin, lyder en af forklaringerne på den store stigning.

- Jeg har oplevet i min egen praksis at forældrene kommer og siger, jeg tror mit barn har ADHD. De har ofte en masse gode begrundelser for, at det kunne være den diagnose, og måske ligefrem ønsker at barnet skal have medicin, siger Lene Brorsen-Riis, der er næstformand i de praktiserende lægers organisation, PLO, i Region Syddanmark til DR Syd.

Genkender tendensen

Anders Meinert, der er lægefaglig direktør for psykiatrien i Region Syddanmark genkender tendensen.

- Der er en stigende erkendelse af problemets omfang, og også en stigende erkendelse af at den medicin, der bliver givet, den virker rigtig godt, siger han.

Normalt er det en børnepsykiater, som udkskriver medicinen efter en grundig undersøgelse af barnet. Men på grund af lange ventetider i psykiatrien sker det også, at de praktiserende læger selv udskriver ADHD-medicin, siger Lene Brorsen-Riis.

Medicin i ventetid

- Nogle gange føler vi os måske nødsaget til det, fordi der er for lang ventetid inden børnene får bekræftet eller afkræftet diagnosen. Barnet og familien lider når barnet er så uroligt, og så kan vi føle os nødsaget til at prøve om den medicin, man nu bruger for ADHD har en effekt, siger hun.

Forbruget af ADHD-medicin er steget kraftigt i hele landet. På grund af stigningen er Sundhedsstyrelsen ved at revidere retningslinjerne for hvornår et barn skal have medicinen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden