75-årig indespærret i bil

I to timer sad en 75-årig kvinde indespærret i sin bil i en grøft efter et uheld. Bilen kunne ikke ses fra vejen, men kvinden blev reddet af en 72-årig mand.

En 75-årig kvinde fra Haderslev mistede lørdag eftermiddag ved 15-tiden herredømmet over sin bil og endte på hovedet i grøften på Moltrup Landevej nordvest for Haderslev. Kvinden var uskadt, men kunne ikke få dørene op, og grøften var så dyb, at bilen ikke kunne ses fra vejen. Hendes mobiltelefon var ved uheldet slynget ud af bilen. Hun kunne se mobiltelefonen, men ikke få fat på den, og kunne derfor ikke alarmere nogen.

 I to timer ventede hun og håbede forgæves på, at nogen opdagede bilen. I stedet blev det mørkt, og kvinden var efterhånden stærkt forkommen af kulden.

Kunne være endt tragisk

Det kunne være endt tragisk, hvis ikke en 72-årig mand fra den nærliggende landsby Bramdrup havde valgt at trodse kulden og den bidende blæst og gå en lang tur, som netop førte ham forbi den forulykkede bil omkring klokken 17.

 Manden undrede sig over bilen og gik ned i grøften for at tjekke, om der skulle være nogen i den. Og det var der. Han kunne dog heller ikke få dørene op, men skyndte sig at tilkalde hjælp. Kvinden blev kørt på sygehuset til "optøning". Hun har det efter omstændighederne godt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

 - Hvis ikke manden havde fundet hende, så er det tvivlsomt, om hun overhovedet var blevet fundet i live. Hun havde formentlig ikke overlevet natten. Det var utrolig godt, han lige gik den vej, og at han kikkede nærmere på bilen, konstaterer vagtchef Torben Kloster.