TV der bevæger dig

78 pct. ønsker Hærvejsmotorvej

Hærvejskomiteen, som kæmper for en motorvej midt op gennem Jylland, glæder sig over en undersøgelse, som viser at 78 pct. af virksomhederne i Midt-, Nord- og Vestjylland ønsker den motorvej.

Det er Hærvejskomiteen, som har bestilt analysen, som præsenteres på komiteens generalforsamling i Billund fredag.

625 virksomheder har svaret på spørgeskemaet. Og 78 pct. ønsker, at Hærvejsmotorvejen bygges.

- Målt i tydelige tal er det simpelthen billedet på et Danmark i bedre balance, der tegnes i virksomhedernes svar, siger formand for Hærvejskomitéen, Poul Andersen, medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og fhv. medlem af Folketinget.

Virksomhederne venter højere vækst og bedre indtjening, hvis motorvejen kommer. Det peger også på, at det vil gøre deres kommuner mere attraktive for borgere og erhvervsliv, give lettere adgang til kunderne og gøre det nemmere at drive forretning.

- Det handler ikke kun om de direkte gevinster for erhvervslivet, men om muligheden for at bo og arbejde udenfor de store byer i fremtiden, siger formanden for komiteen. Det kræver, at virksomhederne kan konkurrere og finde arbejdskraft, bl.a. via en effektiv og stabil infrastruktur.

Hærvejskomiteen holder generalforsamling i Billund Airport fredag kl. 10-14. 27. Foruden generalforsmling holdes politiske og faglige indlæg fra bl.a. Søren Pape Poulsen, formand for de konservative, og Kristian Pihl Lorentzen, Venstres trafik-ordfører.

 

Fakta om erhvervsanalysen

Infrastruktureksperterne hos konsulenthuset Grontmij har for
Hærvejskomitéen undersøgt erhvervslivets opbakning til en ny midtjysk
parallel-motorvej

Der er udsendt en spørgeskemaundersøgelse til medlemsvirksomhederne
hos 18 erhvervsråd i Midt-, Vest- og Nordjylland

16 erhvervsråd deltog i undersøgelsen, mens UdviklingVejen og
erhvervSilkeborg ikke deltog
I alt 625 virksomheder har besvaret spørgeskemaet, svarende til 12 pct.
af de adspurgte virksomheder hos de 16 erhvervsråd
Undersøgelsen er foretaget i perioden november 2014 - februar 2015
Den præcise linjeføring for Hærvejsmotorvejen er ikke fastlagt og skulle
derfor ikke indgå i besvarelserne

78 pct. af virksomhederne ønsker Hærvejsmotorvejen anlagt
Virksomhederne peger bl.a. på, at Hærvejsmotorvejen kan gøre
kommunen mere attraktiv for erhvervsliv og borgere, spare transporttid
og omkostninger, give nemmere adgang til kunderne, øget vækst og
styrket konkurrenceevne

Svarene er geografisk nedbrudt på tre områder, hvor opbakningen er
størst i Midtjylland (85 pct.), fulgt af Nordjylland (69 pct.) og
Vestjylland (67 pct.)

Beregninger fra Dansk Industri på basis af trafiktal fra Vejdirektoratet
viser samtidig, at erhvervslivets andel af tidsgevinsterne ved
Hærvejsmotorvejen ligger på 67 pct. 

 

Pressemeddelelse fra Hærvejskomiteen  

  

 

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden