80 ja-plakater skåret ned i Grindsted

I Grindsted er der plakatkrig. Her er omkring 80 af ja-sidens valgplakater blevet skåret ned af ukendte gerningsmænd.

Det er ikke alle, der er enige med ja-kampagnen frem mod folkeafstemningen på torsdag den 3. december, der handler om, om det nuværende retsforhold skal omdannes til en tilvalgsordning. I Grindsted er der faktisk nogen, der er så uenige med ja-sigerne, at de er begyndt at skære deres valgplakater ned. Omkring 80 ja-plakater fra Socialdemokratiet og Venstre er forsvundet, mens nej-plakaterne derimod får lov til at blive hængende.

- Det er udemokratisk, siger Eva Kristensen, der er formand for Socialdemokraterne i Grindsted-Hejnsvig.

Og heller ikke blandt nej-sigerne er der opbakning til den alternative måde at føre valgkamp på.

- Det træls og pinligt. Jeg kan slet ikke støtte de kriminelle handlinger, og jeg håber ikke, at det er nogen af mine medhjælpere, der står bag, for så ryger de ud, siger Henning Sejer Madsen fra Dansk Folkeparti.

Hvis man bliver taget i at pille valgplakater ned, bliver man sigtet efter hærværksparagraffen, og det udløser typisk en bøde. Hvem der står bag hærværket mod ja-plakaterne i Grindsted er dog endnu uvist.

Venstres Ivar Nørlund fortæller her om valgplakaterne, der er blevet skåret ned.