83-årig kvinde jager røvere på flugt

Tre røvere brød mandag aften ind hos beboer på ældrecenter, men hun lod sig ikke skræmme

Det lykkedes mandag aften en 83-årig kvinde at jage tre røvere på flugt, da de brød ind i hendes bolig på et ældrecenter på Hjortebrovej i Haderslev.

Den ene af de tre var bevæbnet med en kniv, men trods det skubbede den 83-årige kvinde røverne væk, mens hun råbte om hjælp. Herefter flygtede de fra stedet uden at have haft held med deres røveriske forehavende.

Vagtchef Søren Strægaard hos Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser tirsdag aften klokken 22 til TV SYD, at flere politipatruljer eftersøger gerningsmændene i området.

Den ene af dem beskrives som høj og slank, han var i ført mørkt tøj og han havde en mørk hue over ansigtet.

Eventuelle oplysninger kan gives til politiet på tlf. 1-1-4.