Trods bedre vandmiljø: 85 procent af fiskebestanden forsvundet fra Kongeåen

Selvom man har brugt millioner af kroner på at renovere åer i Syd- og Sønderjylland, forsvinder fiskene.

Der er blevet væsentligt færre fisk at fange i de syd og sønderjyske åer, og det er på trods af, der er hældt millioner af skattekroner i at forbedre vandmiljøet. Fiskene forsvinder simpelthen, og det er formentlig fuglen skarven, der er skurken, det skriver Jyllands-Posten i dag.

- I mange vandløb har vi set en 90 procent reduktion i antallet af fisk, siger Kaare Ebert, Dansk Sportsfiskerforbund, til Jyllands-Posten.

Forskere har blandt andet undersøgt bestanden af stallinger i Kongeåen, og her kunne man konstatere, at 85 procent af fiskebestanden var forsvundet.

For 50 år siden var skarven tæt ved at blive udryddet og blev fredet. Bestanden er vokset siden da, og i dag har vi et par hundrede tusinder skarver i landet - og til lystfiskernes store forskrækkelse tager skarven rigtig mange fisk. Til efteråret bliver problemet endnu større, når op mod 200.000 skarver kommer ind fra Østersøen og slår sig løs i de danske åer.

Bedre vandmiljø – færre fisk

Siden 1980 har man postet man millioner i at renovere de danske åer, og selvom vandmiljøet er blevet bedre, så har det ikke givet flere fisk.

- Miljøet har det godt, og vandkvaliteten er god, vandløbene scorer højt på insekter, men dårligt på fisk, siger Niels Jepsen, seniorforsker fra DTU Aqua i Silkeborg, til Jyllands-Posten.

Derfor tyder meget på, at forklaringen på de få fisk skal findes ved skarven. I 2014 undersøgte DTU Aqua og Aarhus Universitet, hvilke dyr, der begrænser fiskebestanden mest. Her kom man til den konklusion, at skarven er den største fiskeæder, men at også odderen og fiskehejren kan have lokal betydning.