900 mere i løn til chauffører

Overenskomsten på transportområdet sikrer chauffører 700 kroner mere i løn. Der bliver samtidig indført lønkontrol, mere betalt barsel og et værn mod løndumping.

Chauffører, lagerarbejdere og andre ansatte i transportsektoren kan se frem til mere i lønposen. De får samtidigt et værn mod såkaldte løndumping, og en uges ekstra barsel.

Det er resultatet af den nye overenskomst mellem 3F og DI, som får betydning for op mod 50.000 lønmodtagere inden for transportsektoren. Det er samtidig den første overenskomst på normallønsområdet.

Den nye transportoverenskomst, der gælder to år, giver en chauffør eller lagerarbejder 702 kroner mere i løn om måneden. Inklusiv feriepenge og pension er det 904 kroner i alt.

Stigningen sker via en forhøjelse af grundlønnen med 1,60 kroner i timen per den 1. marts i år og 2,25 kroner i timen per den 1. marts næste år.

- Det har været ualmindeligt vanskelige forhandlinger. Men aftalen indeholder en række tiltag, der hver især vil medvirke til, at konkurrencen på transportområdet herhjemme bliver mere gennemsigtig, siger DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen.

Aftalen om løndumpning

Aftalen imødekommer samtidig chaufførernes ønske om et værn mod løndumping og udenlandske chauffører, der bryder reglerne.

Værnet mod løndumping giver 3F mulighed for at få indsigt i, hvem der er underleverandører for virksomheder, som er medlem af DI. På den måde kan man tegne overenskomster med firmaerne, så østeuropæiske lavprislønninger bliver forhindret.

Aftalen for transporten indeholder ligeledes en aftale om lønkontrol, hvor tillidsrepræsentanter og 3F får mulighed for at tjekke blandt andet lønsedler, hvis der er mistanke om snyd.

I aftalen er der også blevet plads til at perioden med betalt barselsorlov forlænges med en uge til moderen og en uge til faderen i 2011.

Parterne har forhandlet om den nye overenskomst siden midten af januar. Og efter hårde forhandlinger over to og et halvt døgn nåede parterne mandag aften til enighed.