93-årig forsøgte selv at slukke brand

En 93-årig kvinde ville varme vand til en varmedunk, men gasblusset i køkkenet udløste en brand. Kvinden fik sig reddet ud af huset på Egeskovvej 134 i Fredericia.

Den 93-årige forsøgte at slukke branden med håndklæder, inden hun forlod huset. Det vides ikke præcist, hvordan branden er opstået. Kun at kvinden havde brugt gasblusset til at varme vand til sin varmedunk.

Indsatsleder Carsten Hansen, Fredericia Brandvæsen, siger til Fredericia Dagblad, at en hjemmeplejer kom til stedet, da beboeren havde forladt huset. Men hun var på vej til at gå ind i det brændende hus. Det forhindrede hjemmehjælperen.

Kvinden blev undersøgt af en læge. Hun var kommet ud af huset i tide, så hun ikke var blevet forgiftet af røgen.

Den 93-årige kvinde blev genhuset hos en af sine døtre. Huset blev stærkt røgskadet - og køkkenet udbrændte.