95 millioner kroner til syddanske iværksættere

Op til 250 arbejdspladser, 12 investeringer i iværksættertalenter og 30 lån til virksomheder og projekter i regionens yderområder. Det er de markante mål for de kommende fem år, hvor Fonden for Syddansk Vækstfremme skal hjælpe gode ideer videre med 95 millioner kroner i ryggen

- Med den nye fond kan vi nu booste arbejdet med at styrke de syddanske kompetencer yderligere og skabe nogle helt konkrete tilbud til iværksætterne i regionens yderområder, siger Carl Holst (V), der er formand for Syddansk Vækstforum.

Fonden skal investere i velfærdsteknologiske iværksættervirksomheder i Region Syddanmark samt yde lån til mindre og mellemstore virksomheder i udkantsområderne i regionen.

Fonden forventer at foretage investeringer og låne penge til virksomheder og vækstprojekter med det mål at skabe 175-250 nye arbejdspladser over de kommende fem år.

Fonden for Syddansk Vækstfremme har netop valgt hvem der skal løse opgaven; nemlig et konsortium bestående af Forskerparkerne COBIS og Symbion i samarbejde med Accelerace Management.
- De tre aktører, bringer på hver deres område stor ekspertise ind i fonden. Det skal nu bringes i spil sammen med de relevante ekspertiser i Syddanmark, og det kræver tæt samspil med de regionale aktører, som managementselskabet er i gang med at etablere samarbejder med, siger Carl Holst.