Siemens satser stort i Vejle

Vindmølleproducenten Siemens opfører et nyt center i Vejle med omkring 650 medarbejdere, der skal stå klar i begyndelsen af næste år.

Det nye såkaldte kompetencecenter i Vejle indgår i en satsning på over en milliard kroner i Siemens Wind Power i Danmark.

- Dette er en klar indikator på, at Simens fortsat anser Danmark for at være hovednerven i virksomhedens vindforretning, siger administrerende direktør for Siemens Wind Power Jens Peter Saul i en pressemeddelelse.

Omfattende byggeri

Planen omfatter to nye forsknings- og udviklingscentre i Brande og Aalborg, et projektstyringskontor i Ikast og et offshore kompetencecenter i Vejle.

Virksomheden har ikke sat tal det samlede antal nyansættelser, men det nye projektstyringskontor i Ikast skal bruge 200 medarbejdere, og det nye kompetencecenter i Vejle får omkring 650 medarbejdere allerede fra begyndelsen af 2012.

I Brande skal der bygges en 3.100 m2 bygning og en 500 m2 produktionshal. I Aalborg en 600 m2 produktionshal og i Vejle indrettes 10.300 m2. Den nye kontorbygning i Ikast er på 1.600 m2. fremgår det af pressemeddelelsen.

Globalt hovedkontor

Centret i Vejle bliver hovedkontor for virksomhedens globale center for havvindmøller.

Virksomheden flytter en stor del af sin udviklingsafdeling fra Brande til Vejle. Alt i alt forsvinder 850 arbejdspladser fra Brande - de 650 kommer til Vejle, mens de resterende flytter til Ikast - i hvert fald i første omgang, skriver Vejle Amts Folkeblad.
 
Siemens flytter sit kompetencecenter ind i Dokken - det tidligere Codan Hus på Dæmningen. Her indrettes 400 kontorarbejdspladser, mens 250 medarbejdere skal arbejde ude af huset.
 
Administrerende direktør, Jens Peter Saul begrunder valget af Vejle sådan:

- Vejle har alt, hvad vi har brug for. Det er en meget attraktiv by at bo i, midt i det dynamiske trekantområde med en fremragende infrastruktur tæt på landets næststørste lufthavn.

Han har et godt kendskab til byen, da han selv bor i den.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) siger, at "det er en strålende lys dag for Vejle". Han forudser, at Siemens? investering i Vejle vil smitte af på en lang række andre erhverv.

Viden afgørende

Siden Siemens købte den danske vindmølleproducent Bonus Energy A/S tilbage i 2004, har virksomheden investeret ca. seks milliarder kroner i Danmark. Siemens har øget antallet af medarbejdere fra globalt 850 i 2004 til 7.500 medarbejdere i dag.

De fleste af disse nye job er blevet skabt i Danmark. I dag arbejder flere end 5.200 højtuddannede medarbejdere for Siemens Wind Power i Danmark, og de tegner sig for en femtedel af den samlede vindindustris medarbejdere i Danmark.

- Selvom vi forventer, at størstedelen af vores fremtidige vækst vil ske på de centrale markeder i Amerika, Asien og Europa, vil vi også udvide vores arbejdsstyrke i Danmark for at støtte vores globale ekspansion, idet vi der nyder godt af erfaringer og viden, som det er svært at finde andre steder, siger direktør Jens-Peter Saul.