Aabenraa skærer ned i antallet af vindmølleområder

I Forslag til Kommuneplan 2015 blev 12 områder udlagt til mulige fremtidige vindmølleområder. Men nu er antallet af områder skåret ned til 5.

-Vi har lyttet til de bekymrede naboers indsigelser, og derfor er vi enige om at tage 7 af områderne helt ud af planen. Men vi ønsker stadigvæk mulighed for at rejse vindmøller i Aabenraa Kommune, og da vi samtidig er lydhøre over for naboernes bekymringer, vil vi bearbejde nogle af de tilbageværende 5 områder.

Og vi stiller ikke møller op, inden vi kender resultatet af den undersøgelse af, om vindmøllestøj giver helbredsskader, som Kræftens Bekæmpelse sammen med flere ministerier står for at gennemføre, pointerer Philip Tietje, der er formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.

Bearbejdningen af områderne kan f.eks. handle om at reducere i størrelsen eller ændre på udformningen af de udlagte områder. Netop justering af nogle af områderne indkom der forslag til i høringsperioden.

Men der kan også komme helt nye områder til, på steder hvor naboerne selv ønsker vindmøller, hvilket der også er indkommet forslag til i høringsperioden.

Den videre bearbejdning af vindmølleplanen vil resultere i et nyt forslag, der i sidste ende skal vedtages i byrådet som et kommuneplantillæg. Vindmølleplanen tages altså helt ud af forslag til Kommuneplan 2015 og behandles særskilt. Og inden vindmølleplanen kan vedtages som kommuneplantillæg, skal den i en ny, offentlig høring.

 

 

De 7 områder, der tages helt ud af vindmølleplanforslaget, er:
 Nørre Ønlev, Fogderup, Ravsted, Bolderslev, Perbøl, Eggebæk Plantage og Vollerup

De 5 områder, der forbliver i forslaget til vindmølleplanen, er:Rugbjerg Skov, Lund, Frestrup Skov, Øster Løgum og Lille Jyndevad