Aabenraa-væver har fået ordre til FN-bygningen

En 79 årig væver fra Aabenraa skal levere fem hundrede meter håndvævet gardinstof til FN bygningen i New York.

Hanne Vedel har haft Spindegården i Aabenraa i mere end 40 år.
Nu har hun fået den betroede opgave at levere gardinstof til Finn Juhl salen i FN Bygningen.

Salen er ved at blive renoveret.
Hanne Vedel skal levere en halv kilometer gardin-stof og knap 400 meter møbel-stof. De skal bruges i en mødesal, der nærmest er slidt op.

Det hele trænger til restaurering, og den bliver betalt af Realdania, kulturministeriet og udenrigsministeriet.

Hanne Vedel er allerede i gang med at få vævet stof, og det er hun, fordi hun er den eneste, der har ret til at producere de mange meter stof, der i sin tid blev designet af Paula Trock på den gamle Spindegård i Askov.

Spindegården blev for over 40 år siden flyttet fra Askov til Aabenraa, og der bliver vævet endnu, omend i mindre omfang.