Åbent hus skal fylde ældre-boliger

Varde Kommune holder i dag åbent hus for at få fyldt sine tomme ældre-boliger, der årligt koster kommunen næsten tre millioner kroner i tabte lejeindtægter.

Kommunen har 45 ældreboliger, der står tomme, viser en opgørelse, som kommunen har lavet til TV SYD. Kommunen bruger 2,8 millioner kroner om året på tomgangsleje.

Kommunen skal nemlig betale husleje uanset, om boligen er udlejet eller ej. Og det er et problem, at kommunen bruger næsten tre mio. kr. på noget, de reelt ikke får noget for.
 
- Derfor holder vi lørdag åbent hus i Årre, fortæller byrådsmedlem Thyge Nielsen (V).

Ældreboliger har fået et lidt dårligt ry. Det, som man tidligere kaldte beskyttede boliger, føles ikke attraktive.

Kan blive tvunget til at sælge

Samtidig bliver vi sundere - og lever længere. Derfor bliver mange i eget hjem, før de får brug for den tryghed, som en ældrebolig kan give.
- Varde Kommune har allerede solgt ældreboliger fra. Og vi risikerer at blive tvunget til at sælge flere, siger Thyge Nielsen til TV SYD.

Dermed risikerer kommunen at komme til at mangle ældreboliger i fremtiden, når de ældre får brug for ældreboliger.

Kommunerne er forpligtet til at have et antal regulære plejeboliger at tilbyde, hvis borgerne bliver så dårlige, at de har brug for at komme på plejehjem. Samme krav gælder ikke ældreboligerne, hvor der kun er et vist tilsyn.

Til åbent hus-dagen giver kommunen kaffe og rundstykker, mens borgerforeningen i Årre byder på en dram.