Åbnede pakke til seks millioner

Med hvide handsker og forsigtighed blev en kostbar pakke lukket op på Sønderborg Slot. Indholdet var et portræt af en gammel beboer, Christian den Anden - og værdien er over seks mio. kr.

Håndværker Hans Skov Jeppesen skruer forsigtigt indpakningen fra hinanden. Og museumsinspektør Inge Adriansen og overinspektør Peter Dragsbo melder sig på pakkeholdet. Det er jo spændende, det her....

Museet på Sønderborg Slot fandt et maleri af den tyske maler Lucas Cranach den Ældre fra omkring 1523.

Maleriet har tilhørt en familie i Alsace i Frankrig - og det var til salg hos en kunsthandler i Paris.

Og selv om køberne var ægte sønderjyder, så kan der ikke pruttes om prisen på den slags.

Christian den Anden gjorde sig til en upopulær monark, og derfor flygtede han fra Danmark. Men han vendte hjem og blev fængslet i 17 år på Sønderborg slot.

I dag kan man se en udstilling om ham, som ikke rummer ret meget af det oprindelige fra dengang. Og det kostbare maleri bliver udstillet til februar, når der er skabt plads i rummet om Christian den Anden.