Årre rådhus får nyt liv

Efter at have stået tomt i halvandet år er det nedlagte rådhus i Årre nu solgt til lokal investor, der vil ombygge stedet til udlejning.

Efter kommunesammenlægningen er flere af de nedlagte kommuners rådhuse efterhånden blevet overflødige. Det gælder også rådhuset i Årre, som har stået tomt i halvandet år, efter de sidste folk rykkede ind på det nye rådhus i Varde. 

Den epoke er nu slut. Rådhuset er netop solgt til en investor fra Esbjerg, der vil forny og udnytte de gamle lokaler til fordel for byen.

- Vi har købt rådhuset og vil gerne skabe nyt liv i de gamle bygninger med fokus på aktiviteter, som gavner bylivet i Årre. Det skal trække flere folk til byen og skabe gode rammer for forretningsdrivende, siger rådhusets nye ejer, Jens Uth i en pressemeddelelse. 

De nye ejere vil udnytte kælderen og etablere 10-12 værelser med eget bad. Derudover skal der indrettes konferencelokaler.

Rådhuset blev solgt for 950.000 kr., og Varde Kommunes borgmester glæder sig over salget.

- Jeg synes, det er godt, at vi nu har solgt det tidligere rådhus i Årre til en køber, der har konkrete planer om at få nyt liv ind i bygningen. Forhåbentlig vil det komme hele Årre til gode, siger Erik Buhl Nielsen (V) i en pressemeddelelse. 

Andre steder har de gamle rådhuse ikke været nær så heldige som i Årre. I Nørre Nebel har rådhuset stået tomt siden kommunesammenlægningen i 2007. Det er nu forfalden og udsat for hærværk. Det ville man ikke ende med i Årre, så hvis det ikke blev solgt, skulle det rives ned.