Årvågen bilkøber undgik at blive hæler

En årvågen bilkøber afslørede, at to unge bilsælgere havde stjålet den bil, som de ville sælge.

To unge mænd på 19 og 20 år fra Vejle var lige lovlig smarte, da tirsdag forsøgte sig som bilhandlere.

De havde sat en Zuzuki Grand Vitara til salg, som en mand fra Aarhus var interesseret i at købe. Han fattede dog mistanke om, at noget var galt og gav politiet et tip.

Det viste sig, at bilen var stjålet i Brejning den 3. februar med de originale nøgler - og i stedet for bilkøberen, så mødte politiet op hos de to unge, der nu kan se frem til et retsligt eftersmæk. Og en glad bilejer i Brejning får sit køretøj tilbage.

- Det er klogt at være vågen og sikre sig originale papirer, når man handler biler privat og på nettet, siger vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.