Årvågen borger fangede indbrudstyv midt i naboens stue

En mand fra Esbjerg greb resolut ind, da han lørdag opdagede, at der var indbrud i en villa på Frodesgade.

Det gik ikke helt efter planen, da en 36-årig indbrudstyv fra Horsens lørdag klokken 18.02 begik indbrud i Esbjerg. Fra et nærliggende hus blev tyven nemlig opdaget, da han trængte ind i villaen midt i Esbjerg.

- Borgeren fulgte simpelthen efter tyven helt ind i stuen og foretog en civil anholdelse, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til TV SYD.

Indbruddet skete ikke særlig langt fra politistationen og derfor var politiet fremme på få minutter, og tyven sidder nu på stationen i Esbjerg. Han er også mistænkt for et indbrudsforsøg tidligere i dag på Finlandsgade, fortæller politiet.

Heldigvis så gik den civile anholdelse godt, men vagtchefen anbefaler altid, at man ringer til politiet og lader dem klare opgaven.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.