Absalonsen skifter til Sønderjyske

Sønderjyskes superligamandskab har sikret sig offensiv forstærkning i form af FC Københavns Johan Absalonsen.

Et par dage før det danske transfervindues udløb har Sønderjyske hentet en markant forstærkning.

Sønderjyderne har gaflet offensivspilleren Johan Absalonsen i FC København, og den 26-årige tidligere landsholdsspiller har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til 31. december 2014.

- Johan Absalonsen er en spændende offensiv profil, der har masser af speed i støvlerne. Yderligere er han dygtig på at udfordre, og jeg tror, at han bliver et stort aktiv for vores offensiv, siger sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

Johan Absalonsen fik sin fodboldopdragelse i B1913, men skiftede i 2004 til Brøndby.

Han røg tilbage til Fyn og til OB to år senere, inden han igen flyttede østpå i 2011.

Han nåede dog ikke at få ret mange kampe, inden han blev udlånt til Horsens i foråret.

Absalonsen har spillet to landskampe for Danmark og har scoret en enkelt gang. Det skete i 3-1-sejren over USA i november 2009.