AC Horsens fik vigtig sejr i topkamp

AC Horsens vandt torsdag aften med 2-0 over Hobro IK, og dermed rykkede holdet tættere på netop Hobro, der, der dog stadig topper 1. division.

Johnny Mølbys mandskab rejste sig i den grad efter søndagens skuffende præstation i Fredericia. Der var meget mere energi i den gule præstation, og boldomgangen var markant bedre end på Monjasa Park.

Det var de to tidligere Vejle-spillere Steffen Kielstrup og Erik Marxen, der stod for de afgørende scoringer i anden halvleg af en underholdende kamp på Casa Arena.

Steffen Kielstrup bragte Horsens foran kort efter pausen, da han efter hjørnespark saksesparkede på overliggeren og liggende fik raget nedfaldsbolden ind i Hobro-målet.

Med 13 minutter igen var det så venstrebacken Marxen, der efter et nyt hjørnespark ekspederede bolden i mål på et flot udført hovedstød.

Dermed fik det ikke nogen betydning, at Horsens-dirigenten Martin Retov brændte et straffespark i første halvleg. Hobros keeper, Jesper Rask, leverede en flot redning på midtbaneveteranens forsøg, men det lykkedes altså ikke at bjærge et vigtigt point.

Horsens fik med sejren formindsket Hobros forspring til seks point. Side om side med Horsens ligger Silkeborg, der i sidste uge vandt i Hobro som det første hold i denne sæson.

Næste opgave for AC Horsens er pokalkampen mod AaB i Aalborg på onsdag den 9. april klokken 17.45.