AC Horsens forlænger med fløjspiller

Lasse Kryger har fået forlænget sin kontrakt med superligaholdet, som fortsat er i fare for at rykke ned.

Superligaklubben AC Horsens har forlænget den eksisterende aftale med fløjspilleren Lasse Kryger, så der nu er papir på samarbejdet frem til sommeren 2014.

30-årige Lasse Kryger skiftede fra FC Fredericia i sommeren 2010 og har siden været et stort aktiv for AC Horsens, hvor han huserer på en af kanterne.

Cheftræner Johnny Mølby er glad for, at parterne er blevet enige om kontaktforlængelsen, forklarer han i en pressemeddelelse.

- Lasse Kryger er en professionel fyr og en god fodboldspiller med spidskompetencer, der kan afgøre fodboldkampe. Han kan benyttes på flere forskellige positioner, er fysisk stærk, og hans hovedspil er et godt våben for os, siger Johnny Mølby.

- Han arbejder altid stenhårdt og løber mange meter i løbet af kampene, og han har nogle andre kvaliteter end vores øvrige kantspillere, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

Lasse Kryger var aldrig i tvivl om, at han skulle skrive under på kontraktforlængelsen.

- Det var hele tiden min førsteprioritet at forlænge med AC Horsens, for jeg er rigtig glad for at være her og er en del af en god trup, så det var ikke svært for mig at skrive under, siger han og fortsætter:

- Jeg har et godt forhold til holdkammeraterne og vil gerne bidrage med endnu mere, end jeg har gjort hidtil. Jeg har ikke haft et ønske om at søge andre steder hen, for jeg har det i bund og grund skidegodt i AC Horsens, siger Lasse Kryger.

AC Horsens ligger lige nu nummer ni i Superligaen - blot tre point over nedrykningsstregen.