AC Horsens nærmere Superligaen med sejr i Silkeborg

Johnny Mølbys mandskab vandt 3-1 på udebane over Silkeborg i en kamp mellem sidste sæsons superliganedrykkere.

AC Horsens tog lørdag et vigtigt skridt i bestræbelserne på at rykke op i Superligaen med en udesejr på 3-1 over Silkeborg.

Sejren betyder, at Johnny Mølbys Horsens-mandskab på andenpladsen nu har et hul på tre point til netop Silkeborg.

AC Horsens, Silkeborg og topholdet Hobro kæmper om topplaceringerne i 1. division, hvor kun de to bedste hold indløser billet til Danmarks bedste fodboldrække.

Værterne var bedst før pausen, men AC Horsens tog føringen i anden halvlegs indledning, da Lasse Kryger headede gæsterne foran.

Et kvarter før slutfløjt opsnappede André Bjerregaard bolden i Silkeborgs bagkæde og øgede til 2-0. Bjerregaard cementerede sejren med endnu en scoring i overtiden, efter at Morten Beck Andersen havde reduceret for Silkeborg.

I overtiden blev Silkeborgs Dennis Flinta udvist efter at have modtaget sin anden advarsel.