AC Horsens på spillerjagt

Oprykningen til Superligaen blev en realitet søndag, og AC Horsens er allerede i gang med at se på forstærkninger til den kommende sæson.

Fodboldklubben AC Horsens skal på spillerjagt til den kommende sæson, hvor klubben skifter tilværelsen i 1. division ud med Superligaen.

- Vi satser på at få fat i tre nye spillere af en kaliber, der kan forstærke vores nuværende startopstilling, siger sportschef Jesper Hansen til Ekstra Bladet.

- Vi har flere mulige emner noteret op. Og nu kan vi begynde det konkrete arbejde med at finde ud af, om vi kan få fat i dem, siger Jesper Hansen.

AC Horsens rykkede søndag aften op i Superligaen, da konkurrenten FC Fredericia overraskende tabte 0-1 ude mod Skive.

Oprykningen efter et års fravær fra det gode selskab kommer kærkommen for Horsens, også set fra et økonomisk synspunkt.

- Året i 1. division har været dyrt, fordi bestyrelsen vedtog at holde os udgiftsmæssigt på Superliganiveau.

- Så driften skal selvfølgelig forbedres, men vi har altså mulighed for at handle, og det vil vi gøre, så vi etablerer os solidt i den bedste række, siger Jesper Hansen.