AC Horsens præsenterer million-underskud

Et underskud på 4,2 mio. kr. Det er virkeligheden for AC Horsens første halvår. Faldende TV-indtægter, lyder en del af forklaringen.

1. divisionsklubben AC Horsens kunne tirsdag fremlægge resultatet for første halvår. Et underskud på 4,2 mio. kroner.

Det er et fald på 2,5 mio. kroner i TV-penge, der er en del af forklaringen på det store underskud. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Derudover har klubben mistet 1,1 mio. kr. i sponsorater, fordi klubben ikke formåede at indfri forventningen om at rykke op i Superligaen.

Hjemmepublikummet på stadion svigter også. Klubben har mistet 1,4 mio. kr. i kampindtægter. Det skyldes ifølge klubben også, at klubben er i 1. division og ikke i den bedste danske række.