TV der bevæger dig

AC Horsens snyder Lyngby og rykker frem i tabellen

Kim Aabech, AC Horsens, lykønskes af holdkammeraterne efter scoringen til 0-1 i Superligakampen mod Lyngby fredag d. 18 november 2016 på Lyngby Stadion. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix Denmark

Kim Aabech blev matchvinder for AC Horsens med sit straffesparksmål i anden halvleg.

Efter to nederlag til Sønderjyske og FC Midtjylland kom de gule fra AC Horsens fredag aften tilbage på sejrssporet, da de kunne juble over en 1-0-sejr over Lyngby på Lyngby Stadion.

Thomas Sørensen, Lyngby Boldklub, og André Bjerregaard, AC Horsens, kæmper om bolden. André Bjerregaard markerede sig i kampen med et skud på stolpen – og et tilkæmpet straffespark. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix Denmark

Horsens startede bedst, og en af kampens markante spillere André Bjerregaard åbnede med en afslutning på stolpen efter blot få minutters spil. Efter et frispark endte returbolden ved Bjerregaard på kanten af straffesparksfeltet, men han kunne dog ikke tilføje et mål mere til sine tre sæsontræffere i situationen, da stolpen reddede for Lyngby.

Kort før pausen pressede Lyngby dog på, men Dannevang i Horsens-målet tog sig af forsøgene.

Anden halvleg lignede den første, og Horsens var igen tæt på, da deres populære gambiske midterforsvarer Bubacarr Sanneh headede på stolpen efter et hjørnespark.

Forløsningen for AC Horsens kom i midten af anden halvleg, da André Bjerregaard modtog en bold i dybden. I feltet blev han nedlagt af Lyngbys Mathias Tauber, og Kim Aabech kunne sikkert sende bolden i mål fra straffepletten. For øvrigt samme mand, som scorede til 1-0, da AC Horsens vandt 2-1 over Lyngby i klubbernes seneste møde i august.

I slutfasen måtte keeper Nicklas Dannevang atter agere redningsmand, og han kunne notere sig sit femte clean sheet i sæsonen efter kampen mod Lyngby. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix Denmark

I slutfasen måtte Nicklas Dannevang atter agere redningsmand, og han kunne notere sig sit femte clean sheet i sæsonen.

Sejren sender AC Horsens forbi rivalerne fra Sønderjyske og op på superligaens sjetteplads, der giver adgang til superligaens nyligt indførte slutspil. Foran de gule ligger netop fredagens modstander fra Lyngby, mens Sønderjyske kan tilbageerobre sjettepladsen søndag, når de spiller mod FC Midtjylland.

Cheftræner Bo Henriksen, AC Horsens, omfavner Delphin Tshiembe og Peter Nymann, AC Horsens, efter kampen mod Lyngby fredag d. 18 november 2016 på Lyngby Stadion. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix Denmark

 


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App