AC Horsens vil score ny kapital

En udvidelse af aktiekapitalen skal give Horsens et økonomisk tilskud på op mod 22 millioner kroner

I de seneste år har selskabet bag AC Horsens trods sportslig succes oplevet underskud i millionklassen. Senest i 2011 leverede selskabet et underskud på 9,2 millioner kroner, hvilket har været med til at sætte sine spor i klubbens egekapital, somnu udgør 15,6 millioner kroner.

Derfor udbyder de nu nye aktier, som - hvis alt får som selskabet håber - vil indbringe op mod 22 millioner kroner. Klubben skriver i en pressemeddelelse, at det er målet at gøre klubbens økonomi mindre afhængig af den sportslige udvikling, men at de alligevel går efter at sikre klubben de bedste forudsætninger for at drive fodboldklubben videre på Superliga-niveau.

- Horsens er heldigvis kendt for mange positive ting, men vi er ikke bange for at kalde os byens bedste brand. Danskerne har i den grad fået øjnene op for klubbens kvaliteter, og vi er glade for og stolte af, at så mange har bakket op om os og har gjort det muligt med superligafodbold i Horsens. Både private og byens erhvervsliv har været gode til at bakke op om os i denne sæson, hvor vi har præsteret godt, og fremtiden tegner lys, siger Horsens' direktør Henrik Ravn i en pressemeddelelse.