Achtung, Diebe!

Tyske turister ved den danske vestkyst advares mod indbrudstyve. Bureauer uddeler nu skriftlige advarsler på tysk, skriver JydskeVestkysten.

Bølge af indbrud rammer sommerhuse med tyske turister, der blot vil nyde et ophold i den danske vestenvind. Især er Blåvand hårdt ramt, men også sommerhusområderne i Henne og Vejers strand har været plaget af indbrudstyve.

I udlejningsbureauet Feriekompagniet i Blåvand giver nu de tyske turister en særlig besked:

- Vi gør det, at vi uddeler en seddel fra politiet, når turisterne afhenter deres nøgle. Her advares der på tysk om indbruddene, der har fundet sted siden januar, siger Gerd Reestorff, direktør i Feriekompagniet, til JydskeVestkysten.

Landbetjent i Oksbøl, Keld Reinhold, siger:

- Det er som regel tyve, der bor i området. De kan bo på en campingplads eller i en bil. Ofte bruges der cykler til og fra indbruddene.