Adolf Nielsen fik kinesisk besøg

Adolf Nielsen, 92 år, på plejehjemmet Højagercentret i Jelling modtog fredag en delegation af politikere og embedsmænd fra Guangdong-provinsen i Kina.

Delegation er med Region Syddanmark som vært kommet til Danmark for at sætte sig ind i ældrepleje.

- Det er prisværdigt, at de kommer helt fra Kina for at se, hvordan vi har indrettet os, sagde Adolf Nielsen, da han fodrede plejehjemmets fem høns, inden delegationen ankom.

Adolf Nielsen inviterede delegationen ind i sit værelse, og kineserne var imponerede over indretningen, og de spurgte om hans alder. De gav udtryk for, at han holder sig godt.

Adolf Nielsen betragter personalet og de andre beboere som sin familie.

- Vi er ikke altid enige, men hvis vi var det, havde vi jo ikke noget at snakke om. Men vi er ikke uvenner, sagde han.

Kineserne kvitterede for besøget med et postkort fra deres hjemegn.

Se mere i TV SYD Nyheder 19.30.