TV der bevæger dig

Adoptivsøn anklaget for at slå mor ihjel

Adoptivsøn sidder anklaget i Retten i Sønderborg for at slå sin adoptivmor ihjel og sende sin adoptivfar en brevbombe.

Beviset er fingeraftryk på brevbomben.

En adoptivsøn er anklaget for at have slået og kvalt sin adoptivmor til døde i august 2009. Samtidig er han også anklaget for at have sendt sin adoptivfar en brevbombe, som faren og hans nye kone overlevede. Sønnen nægter sig skyldig.

Han er i dag 34 år gammel. I retten bar han et koksgrå jakkesæt med sorte sko. Han sad med knyttede hænder foran sig og kiggede stift frem for sig.

- Det husker jeg ikke, sagde adoptivsønnen flere gange. Det kneb gevaldigt med at huske detaljer omkring sin færden og begivenheder, da han tirsdag sad på anklagebænken ved Retten i Sønderborg.

- På brevbomben er der fundet både et fingeraftryk og et håndaftryk, som er identiske med tiltaltes, sagde anklager, vicestatsadvokat Peter Urskov.

- Jeg nægter at tro på, at de har mit fingeraftryk. Politiet har forfalsket beviserne, sagde den tiltalte roligt.

Mentalundersøgt

Manden er blevet mentalundersøgt, og i undersøgelsen er det kommet frem, at han er paranoid skizofren.

Forsvareren forsøgte at tegne billedet af en god søn, som har lavet en bænk og ordnet tagrender på sin mors kolonihavehus.

- Jeg bliver nødt til at spørge, om du nogensinde har været voldelig overfor din mor? spurgte forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt.

- Nej, aldrig. Jeg er ikke voldelig overhovedet, svarede adoptivsønnen.

Det fremgik i retten, at anklageren ikke har mange håndfaste beviser i sagen. I fire måneder efterforskede politiet ikke adoptivmorens dødsfald som drab.

Morens lejlighed var tømt og moren begravet, da efterforskningen gik i gang. Først da politiet begyndte at efterforske dødsfaldet som et drab, tog politiet den gamle sag om brevbomben fra lillejuleaften 2008 op igen. Det eneste klare bevis i sagen er, at adoptivsønnens finger- og håndaftryk blev fundet på bomben.

Dommen ventes afsagt den 1. eller den 2. december, og anklageren går efter at få adoptivsønnen dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden