Æbleskrog og pizzabakker skal adskilles

Affaldet skal sorteres i Kolding Kommune. Borgerne i Lunderskov tog, som de første, hul på den nye virkelighed.

Borgerne i Kolding Kommune skal vænne sig til noget nyt i deres hverdag. Fremover skal de smide mad og andet organisk affald i grønne poser, så det adskilles fra det skrald, som ikke er ”grønt”.

I dag var der premiere på den nye ordning i Lunderskov og Vamdrup, hvor borgerne har fået nye affaldsbeholdere. Senere skal resten af kommunen også adskille kyllingeben og kaffegrums fra bleer og mælkekartoner.

- I en verden, hvor ressourcer bliver en knaphed, så skal vi til at tænke mere cirkulært og genanvende vores ting. Når vi sorterer vores affald, så bliver en væsentligt højere andel af affaldet genbrugt. Det er en vigtig del i forhold til den strategi, vi har lagt, siger Jakob Ville (V), som er formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding Kommune.

Hver tredje kommune sorterer

I slutningen af 2019 bliver madaffaldet sorteret fra restaffaldet i hele Kolding Kommune. Udvalgsformanden forventer, at borgerne bliver godt tilfredse med den nye ordning.

- Vi skal til at tænke på vores affald som en ressource. Og vi har fået mange positive henvendelser fra borgere, som siger, at det egentlig er på tide, at vi også i Kolding Kommune begynder at sortere affaldet, siger Jakob Ville.

31 af de 98 danske kommuner sorterer madaffaldet fra resten af affaldet. Det viser Miljøstyrelsens seneste opgørelse fra januar i år.