Ægtepar: Politiet blæser på ejendomsretten

Et ægtepar er generet af politifolk ved grænsen. Politiet kører ind på deres private fritidshusgrund og bruger ifølge ægteparret grunden som toilet.

Familien Gregersen i Rens er godt træt af ubudne gæster på matriklen. De har flere gange klaget over politifolks ulovlige indtrængen. Alligevel kommer politifolkene igen og igen.

Én ting er, at de kører ind over vores græs og fliser. Men vi kan se, at de også lader vandet herinde. Det skal de da slet ikke gøre.

- De kører op på vores fliser og ind på vores grund. Det er vi selvfølgelig trætte af, da det trykker vore fliser, som ikke er beregnet til at køre på, siger Lise-Lotte Gregersen til TV SYD.

Som det ses på deres overvågningsbilleder holder politiet på ægteparrets grund med deres biler uden tilladelse.

- Én ting er, at de kører ind over vores græs og fliser. Men vi kan se, at de også lader vandet herinde. Det skal de da slet ikke gøre, lyder det fra Lise-Lotte Gregersen.

Huset er et tidligere grænsekontrolhus, som Lise-Lotte og Egon Gregersen har ombygget, men flere politifolk tror åbenbart at de fortsat er velkomne på grunden, selvom parret har sat to klaplåse og videoovervågning op, sat kæde for indkørslen og et navneskilt på døren.  

Ifølge advokat Erik Gram er der ingen tvivl om, at politiet handler ulovligt.

- Det er en overtrædelse af reglerne om privatlivets fred, og det er en skærpende omstændighed, at det er politiet, der ikke overholder reglerne, siger Erik Gram fra Ret&Råd i Haderslev

Ægteparret klagede i februar til politiet over betjentenes gentagne brud på den private ejendomsret. I april fik de svar: Politiet beklager. Men besøgene fortsatte og 5. juni sendte parret endnu et klagebrev til politiet, der igen beklagede.

- Vi kan ikke rigtig bruge deres beklagelser til noget, når det sker igen og igen. Det virker som om, at de er ligeglade, siger Lise-Lotte Gregersen.

Det var desværre ikke muligt for Syd- og Sønderjyllands Politi at stille op til interview i dag, men politiinspektør Palle Linné siger til TV SYD, at han beklager. Han har igen indskærpet overfor sine politifolk, at det er privat grund. Han forklarer til dels den ulovlige indtrængen med, at nogle af politifolkene kommer udefra og derfor ikke har fået briefingen om, at de skal holde sig væk fra den private grund.