Ældgamle rensdyrtakker er sensationelt fund

Sidste år blev der fundet guld ved Vejen - nu har arkæologer gjort et måske ligeså vigtigt fund ved Horsens. Håndværk, der er 13.000 år gammelt.

Arkæologer fra Horsens Museum har gjort et fund, der ifølge museets inspektør er helt enestående.

- Det er noget, man måske oplever én gang i sin karriere, hvis man er heldig, siger museumsinspektør Martin Krogh Nielsen til TV SYD.

Fundet er gjort i forbindelse med anlæggelsen af en ny ringvej syd om Horsens, hvor et mosehul – eller et såkaldt dødishul - har vist sig at rumme ca. 13.000 år gamle flintredskaber, velbevarede rensdyrtakker og andre faunalev.

- Der er tale om et af de tidligste spor efter mennesker i Danmark, fortæller Martin Krogh Nielsen.

Fundet stammer fra det, arkæologer kalder bromme-kulturen. En tidlig stenalderkultur, der levede som rensdyrjægere.

Og det er da også netop rensdyrtakker, arkæologerne har fundet. De er usædvanlig godt bevaret og er fundet i et såkaldt "dødishul", der er dannet af smeltet gletcheris, som har skabt en sø i terrænet.

- Vi har fundet nogle rensdyrtakker, der med sikkerhed er bearbejdet af mennesker, og det er meget usædvanligt, fortæller Martin Krogh Nielsen. Som regel er fund, der er så gamle, af sten. Men her er tale om organisk materiale, og derfor er fundet unikt.

- Normalt er organisk materiale ikke bevaret fra den tid, men det er det altså her, siger Martin Krogh Nielsen til TV SYD.

 

quote

Det er noget, man måske oplever én gang i sin karriere, hvis man er heldig

Martin Krogh Nielsen, museumsinspektør 

 

Arkæologerne kan kun gætte på, hvordan rensdyrtakkerne er havnet i søen.

- De kan være lagt derned, fordi man ville opbevare dem som en vigtig råvare til senere brug, men de kan også være et offer, fortæller Martin Krogh Nielsen.

At det netop er rensdyrtakker, der er fundet i søen, er ikke noget tilfælde. Brommekulturen, som fundet stammer fra, var rensdyrjægere.

- Dyrene har været omdrejningspunkt i hele deres liv. Man har udnyttet alle dele af dyrene, fortæller Martin Krogh Nielsen.

Udover de bearbejdede rensdyrtakker har arkæologerne også fundet bearbejdet flint og en gedde i udgravningen.

Men de regner stadig med at finde mere, når vejret bliver bedre med knap så meget frost.

Og så regner Martin Krogh Nielsen også med, at flere af de fundne genstande bliver udstillet på Horsens Museum.

- Ja, jeg forestiller mig, at vi starter med at lave en midlertidig udstilling, og så finder vi ud af, hvad der skal ske med fundene, og hvilke, der skal udstilles permanent, siger museumsinspektør Martin Krogh Nielsen til TV SYD.