Ældre ægtepar dræbt i ulykke ved Lunderskov

En 90-årig mand og en 87-årig kvinde er døde efter de kolliderede frontalt med en lastbil på Gelballevej ved Lunderskov.

Det ældre ægtepar kom kørende kl. 11 vestpå ad Gelballevej 2 kilometer øst for Lunderskov.

Et glat føre bestående af is og fygning fik deres bil i slinger, hvorefter den 90-årige mand forsøger at rette bilen op.

En modkørende lastbilchauffør ser personbilen slingre og forsøger at bremse ned, men for sent. Bilen kører frontalt sammen med lastbilen.

Sydøstjyllands Politi fortæller, at det ældre ægtepar døde på stedet.

Føreren af lastbilen, en 51-årig mand, kom ikke til skade ved sammenstødet, men er alligevel kørt til observation på Kolding Sygehus.