Ældre mand udsat for tricktyveri: Mistede over 10.000 kroner

En ældre mand blev fredag eftermiddag franarret sit hævekort. Politiet efterlyser en mand og en kvinde.

Klokken 13.08 fik Sydøstjyllands Politi en melding om et tricktyveri ved Vindingård Center i Vejle.

Her fik en ældre mand stjålet sit visakort fra sin tegnebog, de nærmere omstændigheder er endnu uvisse.

Efterfølgende blev der hævet et større kontantbeløb, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jeppe Tranum.

- Jeg kan ikke fortælle, hvor mange penge, der præcist er hævet. Men det første beløb, der er trukket, er over 10.000 kroner, så kommer vi det ikke nærmere. Det er i den størrelsesorden, hvor banken går ind og spærrer kortet, siger vagtchefen.

Der er både blevet hævet penge fra kortet i Vindingegård Center og i Børkop.

Politiet har endnu ikke nogen mistænkte eller anholdte endnu. Men efterlyser både en mand og en kvinde.

Manden er dansk af udseende, 40 til 50 år, 175 til 180 centimeter høj, almindelig af bygning, har kort hår og var iført en mørk trøje. Han bar desuden et trådløst headset.

Kvinden beskrives som værende mellem 40 til 50 år, omkring 175 centimeter høj og kraftig af bygning, hun bar sommerligt tøj i form af nederdel og bluse.

Ved du, eller har du set noget? Så kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.