Ærgerlig borgmester: Der skal nok komme andre datacentre

Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, (V), er ærgerlig over, at Facebook har droppet Esbjerg som hjemsted for et nyt datacenter. Der skal dog nok komme andre på banen, mener han.

Jesper Frost Rasmussen fik onsdag eftermiddag en trist besked fra Facebook om, at data-giganten efter et år med undersøgelser har valgt at droppe byggeriet af et datacenter i Esbjerg.

quote

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over Facebooks beslutning - men der skal nok komme andre aktører på banen og skabe datacentre i vores by.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester, (V), Esbjerg

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over Facebooks beslutning - men der skal nok komme andre aktører på banen og skabe datacentre i vores by. Når den store dataforbindelse Mermaid senere i år forbinder Esbjerg med New Jersey er Esbjerg et meget attraktivt sted at placere store datacentre, siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen til TV SYD.

Allerede nu går går en række fiberoptiske ruter til USA og Europa gennem Esbjergområdet, og senere i år vil et 7.000 kilometer langt undersøisk fiberkabel med navnet Mermaid (på dansk: havfruen, red.) forbinde Esbjerg med New Jersey.

Stort forarbejde er gjort

Der er allerede lavet miljøvurderinger og lokalplansforslag for et areal på cirka 260.000 kvadratmeter mellem Esbjergmotorvejen og Andrup, der skulle rumme  170.000 kvadratmeter datahaller, administrations-, logistik- og servicebygninger. 

Der er også brugt et to-cifret millionbeløb i arkæologiske forundersøgelser. Det er alt sammen betalt af Facebook, mens kommunen har brugt mandskab og arbejdstid på planarbejdet.

- Det betyder jo, at det er let for andre at overtage projektet. Arealet er forberedt til de helt store spillere. Det er sådan nogle som Apple, Google og Amazon. Men der er også mindre datacentre, der kan være interessante for os nu, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Ingen kommunale jordkøb

Esbjerg Kommune har ikke opkøbt jord til datacentret. Det har været en sag direkte mellem Facebook og den enkelte lodsejer - og det afhænger helt af aftalens indhold, hvordan lodsejerne nu er stillet.