Ærgerlige beboere forudså oversvømmelsen på Tøtmosevej

Allerede sidste år bad beboerne på Tøtmosevej Sønderborg Kommune om en løsning på oversvømmelserne. I weekenden stod husene atter i vand.

De har stået der før. Med vand til lige under knæene. Og nu står de der på ny.

I foråret 2010 blev flere huse beskadiget på Tøtmosevej i Vollerup på Als, da boligområdet blev oversvømmet af smeltevand. I julen 2014 undgik man lige nøjagtig samme scenarie med hjælp fra mandskab fra Beredskabsstyrelsen i både Haderslev og Herning. Så heldige var boligejerne ikke i weekenden.

- Indtil 2.juledag var det en dejlig jul, men så blev julen ødelagt. Jeg er meget påvirket af det. Vandet var kommet ind i hele huset, og alle møbler har taget skade, siger Jørgen Palmelund, der er en af beboerne på Tøtmosevej.

Sønderborg Andelsboligforening ejer en stor del af husene på Tøtmosevej. Da de i sin tid byggede husene, bad de kommunen om at få lov til at hæve byggeriet, men det sagde kommunen nej til. Sidst der var oversvømmelsesfare advarede de igen kommunen, og derfor mener boligforeningens direktør også, at kommunen har et ansvar for at løse problemerne.

- Jeg bliver ærgerlig. Voldsomt ærgerlig. Kommunen har bestemt et ansvar for at sørge for, at vandet kan komme væk, så vi ikke får ødelagt vores byggerier, siger Jimmy Povlsen, der er adm. direktør i SALUS Boligadministration.

Beredskabet blev færdige med at pumpe vand på Tøtmosevej klokken 04.56 mandag morgen.