Affaldsdagen var en festdag

Den nationale affaldsindsamlingsdag blev fejret i Nybøl ved Dybøl med både pølser og sodavand - og indsamling af skrald i de lokale skove.

Præcis kl. 10 mødes interesserede borgere fra Nybøl foran klubhuset på sportspladsen. De er klar til at rydde op. Ikke kun i byen, men også i skovene rundt omkring, hvor de skal ud og samle skrald ind.

Ruterne bliver fordelt imellem de fremmødte bysbørn, og så går turen ud i det blå med affaldsposerne klar.

En af dem, der var ude for at samle ind, er Egon Jessen. Han er formand for Nybøl-Stenderup Landsbylaug, og det er godt med sådan en affaldsindsamlingsdag, mener han.

quote

Det betyder, at man har en fin ren by, og at man holder orden i tingene, og at børnene bliver opdraget til, at man skal holde byen ren.

Egon Jessen, formand for Nybøl-Stenderup Landsbylaug

 

- Det betyder, at man har en fin ren by, og at man holder orden i tingene, og at børnene bliver opdraget til, at man skal holde byen ren, siger Egon Jessen til TV SYD.

Hans rolle består i at køre rundt og samle de fyldte affaldssække ind hos de forskellige hold, der er ude og samle ind.

Midt på dagen mødes alle indsamlerne igen til en velfortjent pølse med sodavand eller øl. Det er Sønderborg Kommune, der giver. De har også stået for at levere tænger til at samle affald op med.

Sådan en dag handler dog ikke kun om at samle affald ind, fortæller Egon Jessen.

- For det første, så får man en ren by. Og for det andet, så kommer man ud i den friske luft og nyder naturen, siger Egon Jessen til TV SYD.