Afgørelse på vej i første valgrunde

Tirsdag eftermiddag afgøres det, hvem der vinder første valgrunde i bispevalget i Haderslev Stift, der med 457.000 indbyggere dækker fra den dansk-tyske landegrænse til lige syd for Horsens med Gram som det vestligste punkt.

Den nye biskop skal afløse Niels Henrik Arendt, der har valgt at gå af som biskop efter 14 år for at blive sognepræst i Vestjylland.

De fem kandidater er sognepræsterne Jesper Bacher, Marianne Christiansen, Kaj Bollmann og Jacob Ørsted samt valgmenighedspræst Peter Hedegaard.

Biskoppen vælges af præster samt medlemmer af menighedsråd og valgmenigheder.

Ansvarsområde

Haderslev Stift omfatter 205 præster, og selve stiftet har 14 ansatte.

Hvis ingen af kandidaterne får mere end halvdelen af stemmerne i første valgrunde, skal de to kandidater med flest stemmer ud i anden valgrunde 23. april.

Biskoppen fører tilsyn med menighedsråd og provstiudvalg og er ansvarlig for indstilling om oprettelse eller nedlæggelse af præste- og provstestillinger. Desuden er han eller hun stiftets øverste myndighed i trosspørgsmål.

Biskoppen fungerer også som en ankeinstans. Det kan for eksempel være i sager om medlemskab af folkekirken eller i tvivlsspørgsmål om kirkens brug.