Aflyser veterantog: Mangler godkendelse

En manglende godkendelse fra Trafikstyrelsen betyder, at veterantoget som hver sommer i 27 år har kørt mellem Vejle og Jelling, er aflyst. Mellem 3000 og 4500 plejer at tage veterantoget hvert år.

Trafikstyrelsen var i april på besøg hos Sydjyllands Veterantog, som har remise i Lunderskov, med henblik på at godkende sikkerheds-styringen.

- Det faglige og det tekniske er der styr på, men vi mangler at kunne beskrive det på papir, så Trafikstyrelsen kan give sin tilladelse, siger driftsbestyrer Fini Rosenberg, Vejle, til TV SYD lørdag.

Og her i juni var godkendelse stadig ikke kommet - og foreningen så sig nødsaget til at aflyse sommerens ture.

Sydjyllands Veterantog (SJVT), som tidligere hed KLK (Kolding Lokomotiv Klub), er stiftet i 1962. Og siden 1977 er der kørt mellem Vejle og Jelling hver sommer.

Klubben havde frem til 2010 sin egen køre-tilladelse, men klubben blev lagt ind under Danmarks Jernbanemuseum - og har haft sikkerheds-godkendelse derfra. Sidste år kørte veterantoget med godkendelsen fra museet, selv om lokomotivklubben blev udskilt fra museet. Nu skal igen have egen tilladelse. Og det arbejde er ikke "tog til tiden".

-Uden en godkendt sikkerhedsstyring kan vi ikke køre som selvstændig operatør, fortæller Thomas Thomsen, der er sikkerhedsansvarlig i foreningen. Og det er en proces, der ikke har kunnet afsluttes inden årets kørsler i Grejsdalen. Derfor er vi nødt til at aflyse.

Veterantoget har tidligere været tæt på at måtte aflyse. Bl.a. fordi det gamle damplokomotiv ikke har Automatisk Togstop (ATC).

- Det var tilbage i 1997, men her er der kommet et nyt system, som fungerer fint, forklarer Fini Rosenberg.

Veterantoget køres af frivillige, men uddannede lokomotiv-førere. SJVT, som også kører tog på Haderslevbanen, modtager ikke offentlig støtte. Derfor betyder sommerens aflysninger også en økonomisk bet.

- Vi lever jo sådan set af at køre med vores tog, siger driftsbestyreren.

 

Fakta

Rygraden i SJVT startede i 1962 som Kolding Lokomotiv Klub. Siden skiftede klubben navn til Lokomotivklubben KLK, fordi der blev kørt i hele Syd- og Sønderjylland samt Fyn.
Senest har SJVT været en del af Museumstog under Danmarks Jernbanemuseum.
Siden 2013 har foreningen igen været selvstændig med værksteder og remise i Lunderskov. (Kilde: SJVT)

ATC
ATC er et dansk togkontrolsystem, der overvåger, om togets fører reagerer korrekt på signaler, hastighedsgrænser mv. og griber ind, hvis dette ikke er tilfældet.
ATC er en forudsætning for at køre med højere hastigheder end 120 km/t. De fleste hovedbaner og enkelte regional- og lokalbaner har togkontrol i form af ATC. Ved hastigheder op til 180 km/t overvåger ATC kontinuerligt togets hastighed. Hvis den tilladte hastighed overskrides, eller toget passerer et rødt signal, bliver toget automatisk nedbremset. Informationerne vises også i togets førerrum. (Kilde: Banedanmark)