Afviser at flytte KIF-kamp til Brøndby

Sønderjyske har afvist at flytte håndboldkampen mod den nye storklub fra Kolding til København. Og det kan de godt. Dermed fortsætter problemerne for den nye klub, KIF Kolding København.

Den nye oprettede storklub har i forvejen problemer med at få godkendt sit nye navn. Og nu viser det sig, at det heller ikke er så ligetil at flytte hjemmekampene til Brøndby.

Sønderjyske og andre håndboldklubber kan nemlig godt nægte at spille i Brøndby i stedet for Kolding som planlagt.

Kræver accept

Grænsen for planlægning af kampe i den bedste danske herrehåndboldliga hedder nemlig 1. august, og derefter skal der være accept fra begge klubber, hvis kampen skal flyttes.

Medmindre tv-rettighedshaveren bestemmer sig enerådigt for at flytte kampen.

Hensyn til sponsor

Onsdag sendte den nye håndboldklub en mail til Sønderjyske, hvori det stod, at klubben gerne vil flytte hjemmekampen fra Kolding 15. december til Brøndbyhallen - samme sted som det hedengangne AG København spillede. Seks kampe ønsker klubben at spille i Brøndby.

Men Sønderjyske afviser af flytte kampen.

- Det ønsker vi ikke at gøre, og det gør vi ikke, fordi vi har et sponsorarrangement med vores sponsor Audi Fredericia den pågældende dag.

- Derfor ønsker vi, at vi bibeholder denne kamp på det allerede fastlagte tidspunkt, dato og geografiske placering, siger sportschef Simon Lindhardt.

TV kan flytte kamp

Netop det har Lindhardt svaret KIF Kolding København i en mail, og der er ikke noget, som kan få ham til at ændre mening, siger han.

Dog kan tv-rettighedshaveren ændre på hans stålsatte holdning.

- Ligesom vi står i en situation i dag, hvor modstanderen skal acceptere det, hvis hjemmeholdet ønsker at flytte en kamp efter 1. august, så er der også nogle regler om, at tv kan ændre på det her.

- Og hvis tv går ind og siger, at det her bliver en tv-kamp, så bliver det en anden situation, og så skal jeg selvfølgelig også efterleve de regler, der er der, siger Simon Lindhardt.

Det er TV2, der har rettighederne til at vise kampene fra herrernes liga den kommende sæson.