Flygter fra Danmark: Afviste asylansøgere asyl-shopper i Tyskland

Hver dag forlader cirka otte afviste asylansøgere Danmark og tager illegalt over grænsen til Tyskland. Og måske er det endnu flere.

Flere og flere afviste asylansøgere fra Danmark - men også Norge og Sverige - 'flygter' til Tyskland for at se om de kan opnå asyl der.

Tysk Politi - her på Flensborg Banegård - standsede i årets første tre måneder 678 illegale flygtninge, der forsøgte at komme ind i Tyskland fra Danmark.
Tysk Politi - her på Flensborg Banegård - standsede i årets første tre måneder 678 illegale flygtninge, der forsøgte at komme ind i Tyskland fra Danmark.

Alene i årets første tre måneder tog Tysk Politi 678 illegale flygtninge, som forsøgte at komme ind i landet via den dansk tyske grænse.

De mange flygtninge er primært afviste asylansøgere fra Skandinavien, som venter på at blive sendt hjem til deres oprindelsesland. En beslutning som får dem på flugt igen, hvor de så forsøger at nå uopdaget ind i Tyskland eller et andet EU-land, hvor de så vil søge asyl. 

En stor gruppe af de flygtende asylansøgere bliver typisk opdaget i togene fra Danmark på banegården i Flensborg.

Tysk Politi bekræfter, at de stort set dagligt tager flygtninge med på politistationen, som er rejst illegalt ind i landet via den danske tyske grænse.

Dublinforordningen: Sådan er reglerne for at sende flygtninge retur

  • Et af hovedformålene med Dublinforordningen er at forhindre en asylansøger i at indgive ansøgninger i flere medlemsstater af Schengenaftalen.
  • Det land, som asylansøgeren først søger om asyl i, er ansvarligt for enten at acceptere eller afvise asyl, og den søgende må ikke genstarte processen i et andet land.
  • I første halvår af 2018 har tyskerne bedt Danmark om at hjemtage 640 afviste asylansøgere - Danmark har accepteret at modtage 496 af dem. Indtil nu har Tyskland sendt 136 retur til Danmark.
Kilde: Udlændingestyrelsen og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Nürnberg

Når flygtninge bliver taget af politiet, vil de typisk blive sendt tilbage til det Schengen-land, hvor de først blev registreret, da de ankom til Europa, hvis altså det tyske politi kan dokumentere en registrering i et andet land.

Hvor mange afviste asylansøgere der 'flygter' fra Skandinavien og til Tyskland ved man reelt ikke, da ikke alle bliver opdaget på vej over grænsen, og først melder sig hos myndighederne, når de er langt nede i Tyskland.

Danmark har i modsætning til Tyskland indrejsekontrol på landegrænsen, men der sker ikke nogen kontrol af mennesker, der rejser ud af Danmark.

Hvad er Schengen

  • Schengen er et grænsesamarbejde. Formålet er at skabe et fælles område uden indre grænser, men med en fælles ydre grænse.
  • Det betyder, at der ikke skal være personkontrol ved grænserne mellem landene inden for Schengenområdet.
  • Schengensamarbejdet handler også om at styrke landenes samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring i et område uden indre grænser.
  • 22 af 28 EU-lande deltager fuldt ud i Schengen-samarbejdet.
  • Desuden deltager Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein også i samarbejdet.
Kilde: Folketingets EU-Oplysning