Aktiekursen falder i lokalbanker

Det er hårdt at være aktionær i en mindre bank. Snakken og frygten for nye krak får aktiekursen til at falde.

Aktiekurserne i de lokale pengeinstitutter er generelt faldet, hvilket ikke mindst skyldes de nyeste bankkrak i Tønder og Lolland og nye nedskrivninger hos Vestjysk bank og Østjysk bank.

Det viser en gennemgang, som Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, har lavet.

- De seneste måneder har endnu engang været hårde ved de investorer, som fortsat har støttet op om og ønsker at lokale pengeinstitutter skal forblive netop lokale. Risici er der nok af, lyder det fra investeringsøkonomen.

Per Hansen påpeger, at investorerne skal tage sig i agt og være klar over at investering i lokale pengeinstitutter er forbundet med en ekstraordinær høj risiko.

Lokalpatrioter

- Det er desværre meget sandsynligt, at der kommer flere tvangsægteskaber uden aktionærværdi. Investorer i lokale pengeinstitutter skal kende risikoen, siger han og fortsætter:

- Der skal være andre grunde end blot de investeringsmæssige, der vejer tungt, når lokalpatrioter har sat deres penge i lokale pengeinstitutter, siger Per Hansen.

Selvom man hverken er aktionær eller kunde i Vestjysk Bank vil alle danskere kunne mærke det på pengepungen, hvis den kriseramte bank bukker under. Et krak vil gøre det dyrere for samtlige danske pengeinstitutter at låne penge i udlandet, skriver Børsen.

Fredag sendte Danmarks niende største bank, Vestjysk Bank, en ny bølge af skræk for flere bankkrak gennem finanssektoren med en nedjustering af sin prognose for årets resultat.

- Hvis det sker for en bank i den størrelse her, så kan det skabe overskrifter ude i verden og være negativt for banksektoren og formentlig betyde dyrere funding, siger Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School, til Børsen.

Banken med hovedsæde i Lemvig venter nu at få et underskud for 2012 på 1,15 milliarder kroner.